”Strøm er ikke noget, vi køber. Det er noget, vi betaler”

Det danske el-marked har for lidt fokus på at gøre forbruget synligt og motivere forbrugerne til at spare. Interview med en af Danmarks bedste kendere af el-markedet.

2012

Forbrugerne har ikke noget forhold til deres strøm, og de færreste kan pege på de store strømslugere i boligen. Det er hverken godt for klimaet eller danskernes pengepung. Derfor er det afgørende, at forbrugerne kan se gevinsten, når de gør noget aktivt for at spare på strømmen.

Det mener en af de bedste kendere af el-markedet i Danmark, Göran Wilke. Han var gennem 12 år leder af Elsparefonden, der hjalp danskerne med at spare på strømmen.

Synligt forbrug
"Vi skal gøre forbruget synligt, forståeligt og interessant, hvis vi skal have aktive el-kunder. Som det er i dag, er strøm for de fleste af os ikke noget, vi køber. Det er noget, vi betaler," siger Göran Wilke.
"Hvis vi som travle forbrugere skal interessere os for vores elforbrug, skal det være nemt. Når vi f.eks. køber et energirigtigt køleskab, skal vi kunne se, at forbruget falder," siger Göran Wilke.

Badevægt og bundlinje
Han understreger, at det er vigtigt, at forbrugeren kan se resultatet på sin private bundlinje med det samme. Det kan være svært, hvis du skal vente på en el-regning, der kommer flere måneder senere.
"Det er ligesom, hvis du begynder at spise sundt og motionere. Så må der ikke gå tre måneder, før du kan få lov at stå op på badevægten".

Bevidsthed giver besparelser
En række undersøgelser viser, at el-forbruget falder, når det bliver synligt og relevant for kunden. Når forbruget f.eks. bliver gjort op på time-niveau, kan vi se, hvad der gemmer sig bagved et samlet årsforbrug. Så bliver det lettere at forstå, hvad man betaler for. Nogle peger på, at bevidstheden i sig selv giver besparelser på 5 - 10 pct., mens andre har eksempler på langt større besparelser.

Vi vil gerne
"Det dejlige ved el-besparelser er, at langt hovedparten af forbrugerne gerne vil spare af hensyn til miljøet. Derfor skal vi ikke overbevise befolkningen. Men vi skal give dem nogle bedre værktøjer og tilbud," uddyber Göran Wilke.
Han understreger, at synlighed og miljøbevidsthed alene ikke gør det.

Motiverende tilbud
"Man er nødt til også at give folk nogle tilbud, så de bliver motiverede til at spare," siger han.
Det er præcis ideen bag Modstrøms tilbud om gratis strøm om natten. Selskabets administrerende direktør Anders Millgaard oplyser, at de privatkunder, der investerer i en el-aflæser, kan få leveret strøm uden beregning mellem midnat og klokken 6 om morgenen. Mens virksomheder kan få gavn af de meget billige natpriser.

Et aktivt valg
"Ved at købe en el-aflæser træffer el-forbrugeren et aktivt og bevidst valg. Om natten er andelen af strøm fra vedvarende energikilder størst, og ved at gøre det økonomisk attraktivt at bruge strøm på de tidspunkter, gør vi elforbruget nærværende og relevant - og skaber dermed grundlaget for at reducere forbruget." siger Millgaard.