Styr monopolerne

Af Anders Millgaard,

adm. direktør, Modstrøm

Bragt i Børsen, den 4. juni 2012

El-kunderne har mistet 5,3 mia. kr., fordi deres el-selskab har mistet de mange penge på investeringer i bredbånd. Danske politikere og el-branchen er nødt til at se på det forsvarlige i, at monopolselskaber bruger el-kundernes penge til at drive kommerciel virksomhed.

Problemet er sådan set ikke de 5,3 mia. alene. Det handler heller ikke om den såkaldte Dong-skandale eller om dyre domiciler og høje lønninger. Det handler om hele den måde, det danske el-marked er sammensat.

Monopolselskaberne skal bruge el-kundernes penge på at give forbrugerne en sikker el forsyning til så billig en pris som muligt. Er der noget tilovers, bør de betale pengene tilbage til el-kunderne. I stedet er der talrige eksempler på, at energikoncernerne bruger dem på kommerciel forretning, der oven i købet går skidt.

Det danske el-marked er en meget kompleks størrelse, som de færreste kan gennemskue. Men forbrugerne har finansieret det hele. Derfor bør de have krav på, at pengene bliver forvaltet forsvarligt. Det er svært at se, hvad der får ledelsen i et selskab, der er gode til at levere strøm, til at tro, at de også vil kunne drive en televirksomhed. Ville de have gjort det samme, hvis det var aktionærernes penge i en privat virksomhed, der stod på spil?

Monopolselskaberne er også sat i en håbløs situation. Lige nu bliver de udsat for hård kritik pga. deres fejlslagne investeringer. Men hvad nu hvis deres investeringer er succesfulde? Så vil konkurrenterne med rette komme og sige, at de har skabt en god forretning, fordi de har el-kundernes penge at investere. Og at det er konkurrenceforvridende. Uanset om de taber eller vinder, vil det altså være forkert. Som direktør i et uafhængigt elselskab har jeg en helt åbenbar kommerciel interesse i, at konkurrencen bliver mere fair end i dag. Men er også i forbrugernes interesse. I praksis kan monopolselskaberne hæve en enorm fortjeneste på den ydelse, de har monopol på - nemlig at transportere strøm til folks stikkontakter. De uafhængige selskaber kan udelukkende konkurrere på den del af el-regningen - under en tredjedel - der gælder forbruget af strøm.

Jeg vil gerne opfordre til en gennemgribende undersøgelse af hele markedet. Ender det med, at monopolselskaberne må fravælge deres kommercielle kasket, tror jeg hverken forbrugerne eller jeg har grund til at klage.