”Vi er ikke fanatiske. Men vi tænker os om”

Da vi træder ind i baglokalet, tænder lyset automatisk. Men det tænder kun i baglokalet og kun, hvis det er mørkt derinde. Sådan er det i alle lokaler i virksomheden.

"Vi har sensorer i alle rum. De sørger for, at lyset kun bliver tændt hvor og når, der er behov for det. Hvis der er lyst nok herinde, når vi kommer ind, kan sensorerne mærke det, og lyset tænder ikke," forklarer direktør Preben Kristensen fra Bergstrøm Plastteknik.

Nye lokaler

Virksomheden er lige flyttet ind i nye lokaler i Brøndby og har benyttet lejligheden til at indrette dem energivenligt, når de alligevel skulle sætte dem i stand. Der er anvendt lavenergi-armaturer overalt.

Bergstrøm Plastteknik sælger primært højteknologiske varmlufts-maskiner til svejsning primært i plast. Det bruger man for eksempel til at svejse plastikrør og presenninger, men også tagpap sammen med. Men virksomheden er også ved at etablere en lille plast-produktion.

Økonomisk bevidst

"En del af produktionen kommer til at foregå ved hjælp af robotstyring. Her har vi planer om også at producere om natten, hvor strømmen er både billigere og mere klimavenlig," siger Preben Kristensen.

Virksomheden er kunde hos Modstrøm og håber, at investeringerne i at holde energiforbruget lavt tjener sig ind.

"Jeg er meget økonomisk bevidst. Så vi gør det både for at spare penge og hjælpe klimaet. Vi er ikke fanatiske. Men vi tænker os om."

2012