Partnerskab med grøn fornuft og sund økonomi

Nyt samarbejde mellem energiselskabet Modstrøm og det traditionsrige Dansk Ride Forbund skal danne grobund for energibesparelser i rideklubber og hos medlemmerne. Som en del af partnerskabet bliver Modstrøm hovedsponsor på Landsfinalerne.

Det er optimering af lys- og energiforbrug i landets rideklubber, der skal skabe massive besparelser på energiforbruget. Energikonsulenter fra energiselskabet Modstrøm kan hjælpe klubberne med at gennemgå deres faciliteter fra a – z og identificere de områder, der med fordel kan energirenoveres.

Energiforbruget i stalde og på ridebaner er typisk meget højt, og en indsats på netop de områder kan skabe meget store besparelser; til gavn for både klima og økonomi. Modstrøm tilbyder desuden yderst fordelagtige finansieringsvilkår, der gør det ekstra attraktivt at investere i energiforbedringer.

For de cirka 70.000 medlemmer af Dansk Ride Forbund er der ligeledes store besparelser at hente på det private energiforbrug. Her kan Modstrøm bidrage med råd og vejledning samt sparegaranti på energiregningen.

Et rigtig godt match
Kommerciel chef for Dansk Ride Forbund, Lars Moss, ser stort potentiale i det nye samarbejde:

"Vi er rigtig glade for det kommende samarbejde med Modstrøm. Med det nye partnerskab læner vi os op ad en stærk kommerciel partner, og Modstrøms produktpalette er et rigtig godt match for os og vores medlemmer. Flere af landets rideklubber har allerede sparet energi med hjælp fra Modstrøm, og vi regner med, at mange flere vil få samme gode oplevelse."

Marketingchef hos Modstrøm, Louise Enghave, mener også, at samarbejdet indebærer klare fordele:

"Med Dansk Ride Forbund og deres unikke kommunikationsplatform har vi fundet en speciel mulighed for at komme i tættere dialog med landets rideklubber og interessenter inden for hestesporten. Vores holdning er, at bæredygtighed skal kunne betale sig, og vi ser et stort potentiale for at skabe forbedringer og finde besparelser hos rideklubberne. Vi ser derfor meget frem til samarbejdet såvel klimamæssigt som forretningsmæssigt."

Yderligere information
Modstrøm, Louise Enghave
Telefon: 60 13 63 23 ● E-mail: len@modstroem.dk

Dansk Ride Forbund, Lars Moss
Telefon: 40 30 16 42 ● E-mail: los@rideforbund.dk

Læs mere om Dansk Ride Forbund