10 tips der øger chancen for at lande et nyt job
At lande et nyt job er en af de sværeste discipliner. Det kan være en lille detalje ved jobsøgningen, som ender med at være afgørende for om jobbet i sidste ende landes eller ej. Mange dygtige mennesker rammes også af nervøsitet, som hæmmer deres præstation til jobsamtalen. Men heldigvis findes der mange gode tips, og jobsamtalen kan vise sig at være den forberedte kandidats fest.
Her får du 10 tips, der giver dig bedre chance for at lande et nyt job.
Hvis du lider af nervøsitet ved eksaminer og jobsamtaler, er det ofte noget, der kan mærkes og ses. Det er helt normalt at være nervøs til en jobsamtale, men det kan i visse tilfælde være det, der gør at du ikke lander jobbet.
Kan du ikke styre din nervøsitet inden en jobsamtale, findes der en række power øvelser, der snyder din hjerne til ikke at være nervøs. Amy Cuddy, som forsker i kropssprog, og hvordan dette påvirker vores egen selvopfattelse, giver et par geniale råd til de såkaldte power-poses i videoen her.
Du bør selvfølgelig gennemlæse jobannoncen meget grundigt. Hvilke opgaver bliver beskrevet, og hvilken profil og kompetencer er det de søger.
Men udover jobannoncen bør du også lave et større researcharbejde på virksomheden, og den industri eller branche som virksomheden befinder sig i. Hvilke udfordringer står branchen overfor, hvem er de største konkurrenter og hvad er fremtiden for branchen?
Du kan også tjekke virksomheden ud på LinkedIn og b.la. se, hvor mange der er ansat, og hvilke stillinger og teams, der er i virksomheden.
I forlængelse af forrige punkt, skal du have bragt den research, du har lavet på virksomhedens branche i spil. Det gør du ved at stille disse 3 spørgsmål, som du har forberedt på forhånd. Der vil ofte være lidt tid sat af til, at du kan stille spørgsmål, og uagtet om du selv kender svaret eller ej, bør du stille dem alligevel.
- Hvad er de vigtigste opgaver de første 3 måneder?
- Hvilke udfordringer står branchen generelt overfor?
- Er dette en nyoprettet stilling, og hvordan har stillingen udviklet sig?
De fleste corporate virksomheder har en form for dresscode. Du kan styrke dine chancer for en ansættelse ved på forhånd at have undersøgt dresscoden, og at tilpasse den til jobsamtalen. Der er nemlig chance for, at arbejdsgiveren vil anse det som et minus, hvis din stil er meget udenfor deres dresscode. Udover det, har folk tendens til godt at kunne lide dem, der ligner dem selv. Så passer du ind i dresscoden, vil du øge dine chancer for en ansættelse.
Samtidig skal man huske at være sig selv, og sørge for at ens personlighed skinner igennem.
Du ved aldrig om det er direktøren, der tager imod dig i døren. Husk derfor at din tilstedeværelse vil blive dømt ligefra du træder ind på virksomhedens grund, og ikke først når du sidder i et mødelokale med intervieweren. Skal du sidde og vente i en reception inden samtalen skal du betragte det som, at jobsamtalen allerede er startet her. Udvis manerer, og vær generelt smilende og behagelig overfor alle du møder. Selvfølgelig med måde.
En jobsamtales primære fokus er, at intervieweren skal lære dig at kende. Men det er også vigtigt, at du stiller dine krav og viser dem, at du ikke er desperat. Det kan du udstråle ved at stille nysgerrige spørgsmål til virksomhedens kultur, og hvordan en typisk arbejdsdag ser ud. Der vil typisk ikke blive snakket lønforhold i den første samtale, så vent med at komme ind på dine lønkrav til næste samtale.
Der er ét spørgsmål, du med garanti kan være sikker på at blive stillet til jobsamtalen. Og det er, at du skal fortælle lidt om dine egne svagheder. Har du ikke forberedt disse på forhånd, er der chance for, at dit svar kan lyde arrogant og du vil fremstå uforberedt.
Undgå helst at pakke en styrke ind i en svaghed. F.eks: "Jeg har en tendens til at arbejde for meget, og jeg er en stor perfektionist". Det er meget klichefyldt, og det er de færreste, der rent faktisk har dette som svaghed.
Prøv derimod at find frem til en ufarlig svaghed. Ufarlige svagheder er dem, som din arbejdsgiver allerede godt vidste du havde, eller dem som ikke vil gå hen og blive et problem i fremtiden. En klassisk ufarlig svaghed, er hvis du er nyuddannet og ikke har erfaring med jobbet i forvejen. Det er noget din arbejdsgiver allerede er klar over, og det er indtænkt i stillingen.
De fleste af os har tendens til at pynte lidt for meget på CV’et, og det må man også gerne! Men der er stor forskel på at pynte lidt med nogle ekstra adverbier og så decideret at lyve. Lad være med at skrive i dit CV, du kan snakke tysk, hvis du ikke har haft tysk siden gymnasiet. Udover at det vil skabe en pinlig situation, vil det skade en arbejdsgivers syn på en ansat, der har vist sig at lyve i sit CV.
Husk på, at hvis det er en virksomhed du ender med at blive ansat i, vil det før eller siden blive opdaget, hvis du har pyntet lidt for meget på dit CV.
Din potentielle kommende arbejdsgiver vil højst sandsynligt researche på dig på de sociale medier. Særligt Facebook og LinkedIn bliver brugt til at finde ud af om en kandidat er et match til stillingen og virksomhedskulturen.
Ting der på LinkedIn kan være afskrækkende for en arbejdsgiver er, hvis det fremgår, at du har arbejdet mange steder i kortere perioder. Det kan signalere, at du enten er flyvsk eller, at du ikke har været en succes i virksomheder. Hvis de kortere ansættelser har skyldtes praktikophold eller tidsbegrænsede stillinger, er det et godt tip at skrive “tidsbegrænset stilling” i parentes ud fra titlen.
Ting der på Facebook kan virke afskrækkende, er hvis du “liker” kontroversielle grupper, eller hvis dine profilbilleder udstråler kontroversielle holdninger. Jobintervieweren vil betragte dig som en mulig repræsentant for virksomheden, og stik derfor ikke ud i en kontroversiel retning.
Der vil typisk være en række gyldne nøgleord at finde i jobannoncen. Er dette ikke tilfældet vil der formentlig være en masse på virksomhedens “Om-side” på deres hjemmeside.
Prøv at flette et par af nøgleordene ind i din jobansøgning, men uden det lyder forceret eller falskt. Virker det naturligt kan du genbruge de samme nøgleord til jobsamtalen, for at vise, at du har samme mindset som virksomheden.