Waterland investerer i grøn omstilling og køber Modstrøm

Waterland Private Equity køber det klimavenlige energiselskab Modstrøm Danmark A/S, som er den førende uafhængige leverandør af el og en væsentlig bidragyder til den grønne omstilling i Danmark. 

Modstrøm leverer el og rådgiver om energiforbedringer, ligesom virksomheden udfører energibesparende projekter og sælger energispareprodukter til private og erhvervsvirksomheder. I 2019 udgjorde Modstrøms omsætning 257 mio. kr., og driftsresultatet (EBITDA) steg 47% til 30 mio. kr. Modstrøm blev etableret i 2008 og har siden haft fokus på at reducere kundernes energiforbrug ud fra en filosofi om, at ”den eneste sande grønne kilowatt-time er den, der aldrig bliver brugt”. I de senere år har virksomheden skabt betydelig vækst, og Modstrøm har i dag flere end 75.000 kunder, der foruden strøm modtager rådgivning om energiforbedringer og køber grønne løsninger som f.eks. varmepumper, intelligente termostater, isolering, solceller, ladestandere, LED-belysning og vandbesparende udstyr. For at fremme kundernes grønne omstilling tilbyder Modstrøm, at strømkunder rente- og gebyrfrit kan betale produkterne over elregningen.

 ”Vi er stolte over at bidrage til tusindvis af kunders personlige indsats for at fremme den grønne omstilling. Vi glæder os over at byde velkommen til Waterland, der kan bidrage med erfaring fra andre vækstvirksomheder samt kompetencer og kapital til Modstrøms videre udvikling. Sammen vil vi levere personlig og skræddersyet energiservice, så den enkelte husejer og virksomhed kan reducere energiforbruget til gavn for både pengepungen og klimaet. Partnerskabet gør det muligt at blive danskernes foretrukne uafhængige energiselskab og udbrede de energibesparende løsninger, der er nødvendige for at komme i mål med den grønne omstilling,” siger Anders Millgaard, stifter og administrerende direktør i Modstrøm. ”

Modstrøm har skabt en stærk markedsposition i en spændende industri med et stort vækstpotentiale, og virksomheden matcher vores investeringsfokus på bæredygtighed. Vi ser frem til at bringe Waterlands værktøjer og konkrete erfaring i spil for at videreudvikle virksomheden i et tæt partnerskab med ledelsen og medarbejderne. Sammen vil vi skabe fortsat organisk vækst og drive en professionalisering og konsolidering af en branche, som byder på interessante opkøbs- og udviklingsmuligheder udsprunget af den grønne omstilling i vores samfund,” siger Kaspar Kristiansen, Managing Director, Waterland Nordic. Danmarks erklærede mål om en 70% CO2-reduktion i 2030 stiller øgede krav til energibranchen i de kommende år. Husholdningerne forventes at øge elforbruget som følge af udskiftning af gas- og oliefyr til varmepumper samt øget udbredelse af elbiler. Samtidig ventes både virksomheder og private at skærpe fokus på energieffektivitet yderligere, og Modstrøm vil løbende udbyde nye energibesparende løsninger for at imødekomme den stigende efterspørgsel. 

Waterland indtræder som majoritetsaktionær i Modstrøm, og Anders Millgaard fortsætter som administrerende direktør og medejer, mens de øvrige nuværende aktionærer udtræder af ejerkredsen. Parterne har aftalt ikke at oplyse købsprisen.

For yderligere oplysninger, kontakt venligst: Modstrøm Danmark – Anders Millgaard, stifter og administrerende direktør Tlf. +45 27 777 100 Waterland – Kaspar Kristiansen, Managing Director, Waterland Nordic Tlf. +45 21 18 22 44 

Om Modstrøm Danmark 

Modstrøm Danmark blev etableret i 2008 som Danmarks første uafhængige og klimavenlige energiselskab. Modstrøm forsyner i dag flere end 75.000 danske privat- og erhvervskunder med strøm og tilbyder rådgivning om energiforbedringer. Siden 2015 har virksomheden suppleret rådgivningen med salg af energibesparende produkter som varmepumper, solceller, ladestandere, intelligente termostater, isoleringsløsninger og LEDbelysning samt vandbesparende enheder. www.modstroem.dk

Om Waterland 

Waterland er en uafhængig kapitalfond, der støtter iværksættere i realiseringen af deres vækstambitioner. Med betydelige finansielle ressourcer og specialiseret industriekspertise gør Waterland det muligt for porteføljeselskaberne at accelerere væksten organisk og gennem opkøb. Til dato har Waterland gennemført investeringer i over 600 virksomheder. Waterland opnåede en placering som den fjerdebedste globale kapitalfond i den tiende årlige HEC/Dow Jones Private Equity Performance Ranking i december 2019, mens det blev til en placering som nr. 18 i Preqin Consistent Performers in Global Private Equity & Venture Capital Report fra 2019, som rangordner de buyout-fonde på verdensplan, der konsekvent skaber topresultater. Waterland administrerer investeringstilsagn for EUR 6 mia. og har kontorer i Danmark, Holland, Belgien, Tyskland, Storbritannien, Irland, Schweiz og Polen.