Har dine kostvaner indflydelse på klimaet?

En sund kost er alfa omega, når det kommer til at opretholde en sund livsstil. Men vi kan faktisk også opretholde et sundt klima, gennem det vi spiser. Vi vil her i artiklen belyse nogle af de faktorer, som du kan have in mente, hvis du vil spise mere klimavenligt. 

 

De 10 kostråd
Hvis man er interesseret i at leve sundt, så er det en rigtig god idé at tage udgangspunkt i de 10 kostråd. Her bliver det bl.a. fremhævet, at man skal spise varieret, man skal vælge magre kød og mejeriprodukter, man skal spise mad med et lavt indhold af sukker, mættet fedt og salt og så skal man huske sine 600 g. frugt og grønt om dagen. Kan vi få kostrådene til en klimavenlig kost til at stemme overens med de officielle kostråd? Det undersøger vi nu. 

Spis mindre kød 
Grøntsager har et mindre klimaaftryk end animalske råvarer. De medfører altså langt mindre CO2. Du kan derfor med fordel indføre en kødfri dag om ugen, hvor du spiser vegetarisk, måske en meat free monday? Der er rigtig mange lækre vegetariske opskrifter, som du kan udforske på internettet. Tag eksempelvis et kig på https://vegetariskhverdag.dk/, og bliv inspireret. Vi har også delt nogle forslag til retter lavet på grøntsager på vores Instagramprofil. Spiser man vegetarisk, kan man næsten ikke undgå at få sine grøntsager, så vores første klimakostråd går altså fint i spil med det officielle kostråd: Spis flere grøntsager. 

Spis det “rigtige” kød 
Der er stor forskel på hvor stort et klimaaftryk det forskellige kød har. Derfor kan du med fordel vælge det mere klimavenlige kød. Det klimavenlige kød er som udgangspunkt det lyse kød som eksempelvis kylling, kalkun og gris. Oksekød og lammekød er noget af det kød, der udleder mest CO2 pr. 100 g. så det kan du med fordel skrue lidt ned for. Ifølge de officielle kostråd bør vi max spise 500 g. kød fra firbenede om ugen, så vi kan altså ikke leve af svinekød hver dag, fordi det er mere klimavenligt end oksekød. Der skal også kylling og fisk på menuen. 

Spis fisk 
350 g fisk skal du have om ugen, hvis du følger de officielle kostråd. Det er rigtig godt for klimaet, da fisk generelt har et lavere klimaaftryk end andre former for kød. Dog skal man være opmærksom, når man eksempelvis har fredagsfisk på menuen. Der er nemlig nogle former for fisk, der ikke er helt så klimavenlige igen. Blandt fiskene med et lavt klimaaftryk finder vi rødspætte, sej, muslinger og sild. Torsk og laks ligger i midten af spektret, hvor pil selv rejer ligger rigtig højt. Derfor bør du som udgangspunkt købe ferske rejer, hvis du følger klima kostrådene. Du kan se flere fødevarers klimaaftryk her

Spis sæsonbetinget
En god huskeregel er at spise efter sæson. Det er altså mere klimavenligt at spise udenlandske æbler end danske, hvis de udenlandske æbler er i sæson. Dette skyldes at produktion af fødevarer er mere belastende for klimaet end selve transporten. 

Ris eller kartofler?
Nu har vi fået afklaret hvilket kød, vi bør spise, hvis vi vil spise klimavenligt og vi har også fået belyst vigtigheden af grøntsagerne. Hvad så med kulhydraterne?
Her kan det anbefales at spise kartofler og pasta i stedet for ris. Simpelthen fordi ris har et markant højere klimaaftryk. Du kan med fordel spise spelt og quinoa, som også har klimaaftryk i den lave ende. Gå efter fuldkornsmærket, når du køber kulhydrat, så opfylder du nemlig også kostrådet omhandlende fuldkorn. 

Køb lokalt 
Hvis den vare du søger er i sæson, så køb endelig lokalt. Derved spares der CO2, fordi varen ikke behøver at blive transporteret flere hundrede eller tusinde kilometer. 

Undgå madspild
Vi må ikke spilde vores ressourcer! Derfor må vi ikke smide vores mad ud. Sørg for kun at handle ind i et omfang, så du rent faktisk får spist det du køber. Du kan med fordel lave en madplan for ugen og købe ind efter denne. Her kan du i samme omgang planlægge din meatfree-monday og din friday-fish. Hvis du ikke er så kreativ, når det kommer til at bruge dine rester i noget nyt og velsmagende, så kan du tage et kig på appen Karolines Køkken. Her får du masser af gode idéer ud fra hvad der gemmer sig i dit køleskab. 

Drik vand fra vandhanen 
I stedet for at købe kildevand på flaske, så kan du med fordel drikke vand fra vandhanen. Så sparer vi både transport og plastik. Genbrug evt. din plastikflaske. Ifølge kostrådene skal vi drikke minimum 1,5 liter væske om dagen. Det svarer til, at du fylder din 0,5 liters vandflaske med vand fra vandhanen 3 gange i løbet af en dag.