El-forbrug på mobilen

Vores smartphone kan hjælpe os til at forstå vores el-forbrug - og til at spare. Det viser nyt forskningsprojekt, hvor ti Modstrøm-kunder har været grundstenen.

En sur smiley, når strømforbruget er for højt og en glad, når det er lavt. Det er blot nogle af de visuelle virkemidler, der skal gøre forbruget af strøm mere forståeligt for almindelige brugere. Et nyt forskningsprojekt, hvor ti af Modstrøms kunder har været grundstenen, viser, at billeder gør forbrugerne mere bevidste. Det hele foregår på smartphone.

Motivere folk

"Jeg fik ideen, fordi jeg ikke selv rigtig forstod mit el-forbrug. Så spurgte jeg rundt blandt mine venner, og de havde det på samme måde. Vi betalte bare. Projektet har handlet om at finde ud af, hvordan vi kan gøre el-forbruget let at forstå - og motivere folk til at spare," siger Rahuvaran Pathmanathan, der har lavet projektet som sit speciale på Aalborg universitet. I starten af maj præsenterer han det på en international konference i Texas, USA.

Time for time

Ti af Modstrøms kunder har deltaget. På smartphone har de time for time kunnet følge deres forbrug via deres el-aflæser. Samtidig har de fået en række spareråd sendt til deres smartphone og forskellige visuelle billeder til at illustrere forbruget. De er blevet interviewet to gange under projektet for at undersøge, hvad der virker.

"Når tallene blev suppleret med nogle visuelle billeder, blev forbruget meget tydeligere for folk. Når de for eksempel fik en sur smiley, var de mere motiverede til at spare," siger Rahuvaran Pathmanathan.

Bruger ventetiden

Han understreger, at det gør en stor forskel, at folk kan følge forbruget på sin telefon.

"Den har de hele tiden med sig og kigger på den, når de sidder i bussen, venter hos tandlægen eller har noget tid i overskud," siger han.

Fremtidens produktudvikling

Modstrøms administrerende direktør, Anders Millgaard, er glad for konklusionerne i projektet.

"Det bekræfter mig i, at vi bevæger os i den rigtige retning. Projektet viser potentialet i nye intelligente services. Det bliver et væsentligt element i fremtidens udvikling af produkter, der kan motivere til både at skåne klimaet og pengepungen," siger Millgaard.

2012